Mindeord for John Bagh

 

 

Vi har mistet John.

 

Hans Bagh og Birthe, Johns forældre kom til Hundested 1 1960’erne med John og tre søstre. Foruden at bygge ny fabrik og hus fik Hans også bygget en båd, Utzon spidsgatteren “Lene”. Opkaldt efter den yngste søster. Som bådebygger kom jeg derfor til at kende familien godt og båden gjorde John til sejler fra han var lille.

Bagh og Co. fabrikken gik godt i mange år og efter nogle omskiftninger blev Hans alene med fabrikken. John blev uddannet på RUC, tech-sam, arbejdede og boede i København med Marianne og Herle og Janus. Efter Hans’ død blev John direktør og ledede virksomheden i mange år, indtil tiderne skiftede og der ikke var behov for en virksomhed af denne type. For et par år siden blev fabrikken lukket og bygningerne overtaget af Hundested Propellerfabrik.

Vores søn Morten, også sejler, er næsten jævnaldrende med John, så det var altid vand, sejlads og både der bandt os sammen. John var med på mange ture i vores IW31 og senere Thurø33.

Lynæs sejl- og kajakklub, eller sejlklubben “Lynæs” som den hed dengang, var et lille skur med en blanding af optimistjoller, Elvstrøm junior og nogle Flipperjoller. John og de andre drenge var altid på vandet. Juniorleder Peter Møller kom af og til forbi for at se om det gik forsvarligt til. (det gjorde det nok ikke altid)

I Lynæs var der dengang en god flåde af Lynæs 14′ joller og der var kapsejlads næsten hver søndag. John var også med, men for John var der vist ikke fart nok i Lynæsjollen. Det blev i stedet trapez og OK jollen og John sejlede sammen med Gert Gerlach og vandt mange præmier i de forskellige Drabant typer. I de sidste mange år var det “Contender” jollen, Johns favoritbåd der gav ham fart og spænding.

Lange ture blev det også til; en båd blev sejlet til Caribien, en Swan 48 til Tyrkiet og da en af mine bekendte i Grønland skulle have sin båd sejlet fra Upernavik til Nuuk, var John, med venner fra Hundested parate. Vrøvl med Hundested motoren medførte dog at de efter flere forsøg måtte opgive denne sejlads.

John ville gerne have en større båd til tursejlads med familien og også til kapsejlads og det skulle så være en “Dehler 41”.

Et af de bedste minder har vi om Johns “Dehler”, “Maggie May”. Båden blev købt i Troon på Skotlands vestkyst. Jeg var med i Skotland for fagligt at se på båden, det var en virkelig god båd, intet at bemærke som kunne bruges til at trykke prisen. Da det kom til prisforhandlingerne, John og en Skotte! blev det for hårdt for mig, jeg gik en lang tur mens de to stædige fyre forhandlede. De kunne ikke blive enige og først flere måneder efter fik de aftalt en pris.

Så var det blevet marts måned, og John ville have båden til Lynæs. Over Nordsøen i marts ? Ikke min livret, kunne det ikke vente ? Nej, det skulle være nu. Så John, Marianne, Ulla og jeg, Henrik, Lynæs’ tidligere formand og endnu en gast, rejste til Troon hvor John var parat med den ny båd. John ville afsted med det samme, så i den mørke nat sejlede vi til Crinan kanalen og var første båd igennem næste morgen og derfra til Caledoniakanalen. Der var vi årets første båd gennem kanalen, efter at isen var gået. Derefter non stop, Inverness-Sjællandsodde, hvor Janus og Herle stod på og så Lynæs. En flot tur med god vind og delfiner i Nordsøen.

Tak for turen John og god vind.

Niels Roos

Print Friendly, PDF & Email
Del dette: