Referat fra generalforsamlingen den 22.november 2009.
Formand Henrik Pedersen bød de ca. 30 fremmødte medlemmer velkommen til årets generalforsamling.
1. Valg af dirigent. Hans Kurt Andersen blev valgt uden modkandidater.
Hans Kurt konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet, idet der fremgik af e-mail fra 3.oktober. Generalforsamlingen tilsluttede sig, at der var indkaldt korrekt.
2. Beretning. Formanden og formændene for de enkelte udvalg aflagde beretning om året der gik.
Formanden fortalte om flg. emner: · Manglen på baneledere · Kommunikationen i klubben · Kapsejladserne bl.a. med det vellykkede DM for Folkebåde · Havnen · Kredsen Henrik sluttede med at takke klubbens mange ”almindelige” medlemmer, udvalgsmedlemmer, bestyrelsen, forretningsudvalget og klubbens meget trofaste sponsorer - Lynæs Marinecenter og Købmandsgården.
Herefter aflagde de enkelte udvalg deres beretninger om de forskellige aktiviteter der har været gennemført gennem året.
Der blev spurgt ind til antallet af medlemmer – der er pt. ca. 320 medlemmer.
Alle beretninger blev herefter taget til efterretning. Beretningerne vil blive lagt ud på hjemmesiden.
3. Fremlæggelse af regnskab. Årets indtægter blev 17 t.kr. større end forventet – det skyldes hovedsageligt at kommunen sidste år var bagud med udbetaling af lokaletilskud. Det betød at vi fik knap 8 t.kr. udbetalt i december 2008, hvorfor dette beløb således ”mangler” som indtægt i sidste års regnskab.
Årets udvalgsudgifter blev 22 t.kr. lavere end forventet. Det skyldes hovedsageligt 2 ting: 1) For snart mange år siden købte 10 voksne personer en 12´ Lynæs-jolle til brug for juniorerne og dem selv. Der blev opstillet flaskecontainere på havnen, hvor overskuddet af disse gik til en speciel jollekonto relateret til denne ”jolle-sammenslutning”. Arbejdet med administrationen af flaskeordningen blev udført af nogle af de voksne, der havde indskudt penge i jollen. Flaskeordningen var senere ikke mere rentabel og derfor overgik arbejdet hermed til kommunen. De oprindeligt indskudte midler til jollen blev tilbagebetalt og restbeløbet på kontoen blev overført til sejlklubbens normale konto. Derved blev indskudt ca. 5,5 t.kr. – sejlklubben takker rigtig mange gange for beløbet, der er indsat i regnskabet under juniorudvalget. 2) Ved sidste generalforsamling lykkedes det at få stablet et velfungerende PR-udvalg på benene, samtidig med at det lykkedes at få godkendelse fra hovedparten af medlemmerne til kun at udsende klubblad m.v. via e-mail. Dette har medført en ganske gevaldig nedgang i udgifterne til bladtryk, indkøb af porto og kuverter o.lign. Herved har PR-udvalget ”tjent” omkring 9 t.kr. hjem til klubben.
Årets store indtægtsgiver har i år været folkebåds DM. DM’et gav hele 43 t.kr. i rent overskud.
På balance optaget -siden blev fremhævet to poster. 1)Ejendomsværdien der jf. tidligere års praksis er til den sidste offentlige ejendomsvurdering. Klubhuset er således nu medtaget til 1,2 mio.kr. 2) likvider/bankgæld. Ved sidste års generalforsamling blev budgetteret, at vi ville have negative likvider på 68 t.kr. Som det fremgår blev status at vi har en kassebeholdning på 1.510 kr. og en bankgæld på 15.891 kr. Endnu et udtryk for at året blev en del bedre end forventet.
3a) Beretning og regnskab for J.C. Jensens Fond v/Hanne Simonsen I det forgangne år har fondens bestyrelse modtaget og behandlet én ansøgning om midler. Det drejede sig om Juniorudvalgets ansøgning om ca. 19.000 kr. til køb af 3 Tera-joller. Ansøgningen blev drøftet indgående af fondsbestyrelsens 3 medlemmer, som især så et problem i fondsvedtægternes formålsparagraf. Fondens formål er således at samle og administrere en kapital, hvorfra renterne skal bruges til hjælp til rejse og transport. Det er fondsbestyrelsens opfattelse at begrebet ”renter” skal forstås som såvel renter som indtægter i form af udbytte og indtægter modtaget direkte fra sejlklubbens medlemmer, fra lotterier og lignende. Endvidere kan renter fra de seneste 2 år udloddes, ifølge vedtægternes § 4, hvis der ikke er blevet udbetalt fondsmidler året før. Det betyder at udbetalingerne p.t. kan være på maksimalt 11.000 kr. Da formålet endvidere er at yde hjælp til rejse og transport blev der givet et afslag på juniorudvalgets ansøgning. Bestyrelsen har endvidere besluttet at udarbejde retningslinjer for kommende ansøgere. Det vil være med til at udbrede kendskabet til fonden og dens formål samt sikre at ansøgere behandles ens og kan få en uddybende begrundelse for tilskud eller afslag på tilskud. Retningslinjerne vil blive skrevet og lagt på sejlklubbens hjemmeside forventeligt inden næste sejlsæsons start. Indtægterne består mestendels af lotteriindtægter fra klubbens 2 store årlige fester. Hanne takkede l alle de medlemmer i sejlklubben som har støttet fonden ved køb af lodder, og takkede også de sponsorer som har givet effekter til lotterierne. Uden dem intet lotteri og dermed ingen indtægter til fonden. Endelig takkede Hanne de 2 medbestyrelsesmedlemmer.
Der blev spurgt om hvornår Fonden sidst har udbetalt beløb. Hanne svarede at der er udbetalt sidst for ca. 3 år siden til deltagelse i stævne i udlandet. Fonden øger sin kapital med ca. 5.000 kr. pr. år. Der arbejdes med at øge kendskabet til Fonden som nævnt.
Fondens beretning taget til efterretning.
4. Behandling af indkomne forslag Ingen indkomne forslag til behandling.
5. Fremlæggelse af budget for det kommende år. Budget 2009/10 Alle indtægter er budgetteret som sidste år. Som det fremgår at førnævnte grafer er medlemstallet stort set stagneret omkring de 330 stk. endda lidt lavere i år, derfor mener jeg ikke der er belæg for en øgning i budgetteringen af kontingentindtægten.
Alle udvalg er budgetteret i henhold til deres ønsker. Alle er pænt tilbageholdende og skulle der vise sig behov for investeringer herudover, plejer bestyrelsen at kunne takle dette ved de løbende bestyrelsesmøder. Grundreglen er dog, at der kun anvendes, hvad der er budgetteret.
Af større investeringer er kun afsat 15 t.kr. til udskiftning af portene i gavlen. Der budgetteres hermed med et overskud på 25 t.kr. 5-årslikviditetsbudgetterne bagest viser en jævn stigning i sejlklubbens likvider. Denne stigning kan kun anses som absolut ønskelig, idet sejlklubbens likviditetsberedskab i øjeblikket er på et minimum af det ønskelige.
Generalforsamlingen roste Lis for den stor indsat med regnskabet og fremlæggelsen på en let og forståelig måde. Budgettet vedtaget uden bemærkninger.
6. Fastsættelse af kontingens 2009/2010 Som de sidste par år foreslår bestyrelsen at kontingentet stiger i samme takt som forbrugerprisindekset. Dette svarer til en stigning på 1,5% fra oktober 2008 til oktober 2009. Der foreslås således følgende kontingenter for 2009/10: Foreslået Nuværende
Passive 370 365 Juniorer 510 500 Pensionister 510 500 Seniorer 860 850 Familie 1.220 1.200
Forslaget til kontingenter for 2010 blev godkendt af den samlede generalforsamling.
7. Valg a) Formand – ikke på valg b) Næstformand – Gert Møller. Genvalgt for en periode på 2 år c) Kasserer – ikke på valg d) Sekretær – Nina Vedel Møller. Genvalgt for en periode på 2 år. e) 2 revisorer -Poul Ingildsen og Hans Kurt Andersen – begge genvalgt for 1 år. f) Suppleant til Forretningsudvalget – Mette Jacobsen genvalgt for 1 år g) Fest- og aktivitetsudv.: Svend Erik Kofoed(Knold) Juniorudv. Tom W. Hansen og Frederikke Biering Kabysudv. Mette Børve Kapsejladsudv. Søren Biering, Bent Jensen, Frank Rohde, Jesper Winther Hansen, Henrik Wamsler Klubhusudv. Henrik Simonsen(nyvalgt), Peter Mûller, Walte, Frederik Wedel- Heinen Sejlerskolen Karin Petersen, Per Rasmussen, Tom Petersen Klubhusforvalter Peter Müller PR-udvalg Michael Wilken, Niels Rosenberg og Sven Mortensen Tur-udvalg ad-hoc
Bestyrelsen for J.C. Jensens Fond fortsætter uændret
Evt.:
Hans Kurt afsluttede med tak for god ro og orden.
Formanden takkede Ejler for den store indsat gennem de sidste mange år som formand for klubhusudvalget og ikke mindst de sidste på års arbejde med renoveringen af klubhuset.
Klubstanderen gik i år til Henrik Simonsen som en tak for en usædvanlig indsats for klubben gennem de sidste 20 – 25 år. Henrik er altid klar med en håndværksmæssig indsats og en god historie fra det virkelige liv. |



