Ved
Sejlerskolens 2. intro aften i klubhuset tirsdag den 19. april var
der dækket op med kaffe og kage – og der var bordkort, så de
fremmødte instruktører og deres elever blev fordelt ved bordene.
Snakken gik livligt – og kunne dårligt standes, da de særligt
inviterede gæster kom med hver deres oplæg: Klubbens formand, Nina Vedel Møller, bød alle eleverne velkomne og orienterede lidt om klubbens interesse i at uddanne sejlere – og fortalte om klubbens øvrige aktiviteter.
Formanden for kapsejladsudvalget, Henrik Pedersen, indbød sejlerskoleeleverne til at deltage i klubbens onsdags kapsejladser. Alle interesserede kan fordeles på de kapsejlende både. Målet er at eleverne kan få ”snuset” til kapsejlads. Der er også mulighed for at deltage med egen båd i ”kun for sjov”. Det vil sige, at man sejler med hækflag og sejler den samme bane, som kapsejlerne – uden at deltage i ”det vilde ræs”, men i ro og mag kan få en fornemmelse af, hvad det vil sige at sejle på en kapsejladsbane. Medlemslistefører Ingeborg Licht fortalte lidt om klubbens medlemssystem. Alle elever fik udleveret en blanket, hvor deres data og e-mail adresse skulle anføres, så de på korrekt måde kan blive registreret i medlemssystemet. Samtidig kunne listeføreren ved selvsyn konstatere, om hun kunne læse ”kragetæerne”!! Så kunne Karin som formand for Sejlerskolen endelig komme i gang med at gennemgå det spændende program for dette års sæson. Ud over den ugentlige sejlads fra primo maj til medio september byder man på en heldagstur med ”Sjov på vandet”, sejlerskoleweekend – og det hele kulminerer med afsluttende prøve for 2. års eleverne fredag den 30. september. Herefter vil man sammen med de øvrige klubmedlemmer fejre den forhåbentlig veloverståede prøve ved klubbens fælles grill-aften. Per fortalte levende og morsomt om den mest hensigtsmæssige påklædning, når man er på vandet. Per viste eksempler på tøj, der bæres tættest på kroppen – og yderste, støvler og handsker og huer. Og frem for alt: brug noget tøj, der er let at få øje på, hvis uheldet skulle være ude og nogen ryger i vandet! Også diverse redningsudstyr blev nøje gennemgået. Forskellige eksemplarer af veste blev vist – og Per opfordrede til at man valgte den type redningsvest, man følte sig mest tryg ved. 3 punkts sikkerhedsline, kasteline og nødraketter blev nøje fremvist. Jo, der er nok at holde styr på – men bestemt ikke kedeligt. Tonen var hyggelig og afslappet – og programmet ser spændende ud. VI ØNSKER ALLE SEJLERSKOLEELEVERNE OG DERES INSTRUKTØRER HELD OG LYKKE!!
|









