Fredag aften, kl. 18.30, var sejlklubbens medlemmer budt til foredrag om en sejlers drøm: Turen over Atlanten med efterfølgende sejlads i det dejlige Caribien.

Forud for foredraget spiste vi, formedelst ”sølle” 50 kr., en sammenkogt karry-ret tilberedt af Nina, klubbens sekretær. Maden var rigtig, rigtig god så: Tak for mad, Nina.

Efter spisningen begyndte Søren Bertelsen, fra Jyllinge, sit foredrag, og han førte os gennem Kielerkanalen, og fortalte frem til pausen om besøg på Helgoland og de engelske kanal-øer, om sejlads på hollandske søer frem til Amsterdam, samt sejlads videre via Frankrig og Biscayen til Portugal. Hele turen var krydret med gode og nyttige oplysninger om såvel bådens udstyr som havne og sejlads under forskellige forhold.

Efter pausen sejlede vi med Søren videre via Madeira til Gran Canaria hvorfra turen over Atlanten startede. Søren og hans gast, som afløste den tidligere gast på de Canariske Øer, havde aftalt at mødes med to andre langturssejlere på Tobago, som var det første mål for Atlanterhavssejladsen. De andre langturssejlere, et ægtepar, sejlede i Lynæs-båden ”Lela”, så det var altså Lars og Lene Thiele fra bro 16!

Turen over Atlanten foregik i ”ensomhed” idet det allerede på flere andre stræk havde vist sig umuligt at følges med andre. Derfor var det foreløbige endemål, Tobago, det aftalte mødested. Igen fik Søren fortalt os mange nyttige ting om hverdagen på en sådan langstrakt, og måske lidt begivenhedsløs sejlads, så vi tilhørere blev ”fanget” ind af en god blanding af skønne billeder af delfiner, flyvefisk m.m. og gode råd om (Atlanter)havsejlads.

Men så tonede et billede frem af en noget anden karakter: Nødkald - mayday, mayday – vi synker – vi går i redningsflåden.
Og nu sad vi ”på første række” og overværede de skrækindjagende minutter og timer som Søren og hans gast gennemlevede på en position midt ude i Atlanten med minimum 2 ugers sejlads til nærmeste kyst. Vi hørte om forskrækkelsen ved at opdage at roret var slået i stykker og samtidigt havde flået hul i båden. Vi hørte om forsøgene på at lænse båden for vand samt beslutningen om at forlade ”den synkende skude”, og vi hørte om – og kunne fornemme – den panik som lurede under overfladen, og som gjorde begge meget febrilske.

Søren kom med 2 eksempler som tydeligt viste at man ikke nødvendigvis tænker klart, selvom man undgår at gå i panik. For det første havde han ved udvælgelsen af hvad der skulle med i flåden, taget en paraply med! Han tænkte dog klart, lidt senere, og paraplyen røg tilbage. For det andet reddede han søkort til brug i Caribien! De var lånt ud til ham, så dem kunne han ikke komme hjem uden!

Opholdet i redningsflåden kom til at strække sig over det følgende døgn, og glæden var stor da de blev fundet af en italiensk lystsejler som sejlede 50 sømil længere vestpå, da nødkaldet blev sendt. De var straks vendt om, og det blev Søren og hans gasts redning.

Dette nervepirrende døgn gav også os tilhørere nyttig viden om forholdsregler ved havsejlads under de værst tænkelige forhold, nemlig når båden tager vand ind. Tak til Søren for en god og lærerig aften i hans og hans båds selskab. Og tak til aktivitetsudvalget for et godt arrangement.
I øvrigt er det ovennævnte kun brudstykker, så snyd ikke dig selv for at høre hele historien hvis du en dag får mulighed for det.

Hanne Simonsen