Mandag. Afgang Hundested kl 0940. Gutterne samlet, nemlig Ejler, Bøttiger, John og Viggo.
Kurs mod Odden, vind 3-5 sydlig.
Kl. 1515 passeret Snekkeløbet, kurs 282, vind 1-3 syd-sydvest, humøret endnu højt, selvom strømmen går hårdt imod og hjulpiskeren gør sit bedste. Bøttiger står ved roret og spejder ud over havet. Gud ved hvad han finder ud af. Det skal lige bemærkes, at genoaen blev lagt på dæk. Vi havde tænkt os at drikke en kop kaffe pr. mand. Det er lige fra hr. John blevet meddelt, at han føler mere vind. Klokken er ca 1535. Sådan gik det resten af eftermiddagen uden vind. Kl 1800 varmede John 3 dåser forloren skilpadde, som blev vel modtaget. Kl. ca 1900 begyndte der at komme lidt vind igen og lystigt gik det videre mod Ballen, hvor vi blev enige om at ligge natten over. Vi ankom kl 2130, igen vindstille. Kl 2215 ligger alle i deres soveposer.
Tirsdag. Log 51.3. Afgang Ballen kl 0815, mål ?.
Det skal lige bemærkes, at gutterne tørnede til kl 0630. Alle er blevet vasket og John serverede et mægtigt morgenbord med rundstykker og basser a la carte. Ejler og Bøttiger gik efter proviant + brændstof til hjulpiskeren, jeg selv gik på lokum. Alt var klar til afgang, hvorefter vi talte til tre og slap fortøjningerne. Vi gik for motorkraft uden for havnen og hev kludene op, hold da op hvor det blæser fra syd. Mon ikke vi så på hinanden, skal vi gå tilbage eller hva'; men vi besluttede os at gå videre. Storsejlet blev rullet lidt ned om bommen, ca 7m2 sagde skipper Ejler, og så gik det fint, vind ca 5-6 tror vi nok. Kursen 140 blev sat op på pinden hvor vi sad og gloede på havet, det viste sig at vi kunne holde 150 og det gjorde vi i 3 timer mod Asnæs, der satte vi kursen om Fyn's nordlige spids, for fuld knald gik det over hals og hoved, vinden stadig sydlig ca. 7. Vi kom da også under land og lagde kursen ned af og blev enige om at sætte Kerteminde som mål trods vinden, hvorfor fanden skal vind også blæse fra syd når vi skal på tur. Men humøret er højt selvom vi hverken får vådt eller tørt. Ju hu nu kan vi se Kerteminde inde i bunden af bugten, på kryds og tværs gik det og pludselig kl 1530 lå vi fortøjet ved plads 261. Vi hældte fluks 2 pilsnere ned i halsen, men hvad med mad, vi er så forbandet sultne. Men det er jo skipper der bestemmer, i 7½ time uden mad, hvad siger i, jeg er målløs. Loggen står på 87,5 og der er god musik i radioen.
Efter megen overvejelse blev der åbnet for provianten og Viggo blev sat til at udføre dette tillidsfulde jobs og så skal jeg love for at der blev disket op med spejlæg og sager med en lille en til halsen, og kors hvor de hvor de åd af det veldækkede bord, efter ca 10 min tror jeg nok lignede det et bord i stormvejr, totalt ribbet, og det var dem der ikke var sultne. Da det så var overstået blev der nedsat et hurtigt arbejdende udvalg som bestemte at vi skulle i byen og spise, og hvem tror i det var? "Bøttiger selvfølgelig, nå vi gik op og spiste en omgang af det varme for at få fred. Ja vi fik da også vin, til Ejler og jeg en ½ flaske til deling og John og Bøttiger 1/1 de svin. Derefter gik vi ned og hyggede os med en pilsner, hvorefter vi gik til køjs kl ?. Ja ja det var i hvert fald tidligt.
Onsdag. Vi vågnede som sædvanlig tidligt siges der med efterfølgende morgenbord, rundstykker, basser og hvad ved jeg hentet af Ejler hurra hurra. Vi blev vasket, gik lige op i byen og gjorde diverse indkøb, hvorefter det begyndte at regne, nej med vand den gav, så vi satte os i kahytten og kiggede ud, vi blev så enige om at lure lidt med afgangen, men nu klarer det op, fint, fint, alle rejser sig og påtager olietøj og gummistøvler. Afgangsignalet lyder, Ejler kigger ud over det store hav. Afgang lyder det og klokken er nu 1150 og loggen står på 87,5 og kursen ved jeg ikke hvad er endnu, men målet er Sejrø siges det fra pålidelig kilde.
Vi er nu ude på det store hav, vinden blæser 5-7 sydvestlig retning. Ejler er oppe på fordækket og klargøre et ca 2,5m langt jernrør til at holde det forreste lagen ude. Det går som smurt derudaf med vinden agten ind, nu kan man rigtig sidde og hygge sig med en pilsner uden at klamre sig fast til alt det forbandede tovværk. Solen skinner ind imellem bygerne, fint fint siger topgast John. Efter et par timers sejlads slænger John sig tilbage mod rækværket, han ser meget søvnig ud, og det lykkedes ham da også at falde i søvn selvom Ejler og Bøttiger sidder og kagler om at holde kursen. Jeg selv foretrak at gå ned i kahytten for at give den en over snuden og for at slippe for al den larm. Nu hører man deroppe fra: Røsnæs pullen passeret, klokken er 1540, log 109, hvad fanden de ellers skal bruge det til. Nå, det er også lige meget, man kan efterhånden se Sejrø og der bliver sagt fra overstyrmanden at vi er fremme ved 1800 tiden; men jeg tvivler på hans udsagn og alle blive renige om at den som kommer lænst fra tidspunktet skal tilberede aftensmåltidet. Bøttiger tipper 1805, og hvad blev det - 1758. Hvem der vandt og hvem der tabte skal jeg undlade, men John var nu ikke så glad for udfaldet om man forstår det. Men det var altså Viggo som vandt og som præmie fik jeg lov til at vaske op. Hvad Ejler og Bøttiger laver er vi gaster lidt i tvivl om, men at blive enige om kursen kræver jo også sin mand. Nå, vi nåede målet og loggen står på 121,6. Vi har fået et af John's tilberedte måltider, fyrbødermad eller hvad jeg kalder det, at ødelægge 4 æg som var bedre som spejlæg. Lige i øjeblikket sover Bøttiger, Ejler børster tænder (dem han har tilbage), John drikker bajere, jeg selv forundret ud over flokken. God nat og tak til.
Torsdag. God morgen siger Ejler mget højt, så man næsten ikke kan sove, hvorfor fanden kan han ikke sove lidt længere? Nå skide være med det, ud af soveposen med gutterne og op og få noget koldt vand i hovedet. Ejler låner en cykel og smutter efter morgenbrød, men naturligvis glemmer han at købe smør, af sted igen. John og Bøttiger er i en mægtig diskussion om hvor meget vand der skal over for at give en kande kaffe, da Bøttiger kan man høre aldrig har set en kedel, nå der er også lige meget siger John, du kan få en på snuden. Det lykkedes aliigevel at få kaffe med gemyse i nogenlunde fred, så kommer turen til Ejler med opvasken, men han påstår at skipper ikke udfører sligt arbejde, men han må afsted alligevel. John og Bøttiger er sust af sted efter fiskegrej, da provianten er ved at slippe op. Jeg selv sidder fuldstændig stille og kigger ud over forsamlingen målløs. Nå vi skal gøre søklar så vi kan komme videre i programmet, målet er Odden Havn.
Afgang kl 0958, log 121,6, vind sydvest 3-5 kurs 326.
Kl 1035 kurs 43, log 125,6, fart 7 knob.
Ja nu går det igen for fuld knald hjemover med mange lufthuller agten fra. Det lyder fra overstyrmanden om vi ikke snart skal ha' en pilsner. Ja han skal sku kun ud foran havnen før den er der igen. Nå der bliver holdt udkik med kursen, for der er jo ikke andre skibe at sejle efter, så vi må jp selv finde ud af det, så jeg er lidt bekymret for målet. Det er John topgast også kan jeg se på hans røde næse, han købte i land et par kroge og noget bly som han lavede sig en dørre af hvorefter dette blev kastet agter ud; men gud en kagl med den karl, så sejlde vi for stærkt, og så lå vi for meget på skrå, ja der var ikke den ting det var galt med. Dørrespecialisten som han kalder sig hev så sit grej ind og sad og hang med skuffen. Ejler og Bøttiger sidder og stikker til hinanden som sædvanlig med kurser, retninger og hvad ved jeg.Vi ligger her og krydser frem og tilbage og kommer den unte ikke længere, her sidder man og slapper af, hiv så her og hiv så der, så går det for langsomt og så går det for stærkt med al det tovværk og de forbandede klude. Ejler sidder bare og deler ordrer ud, en rigtig skipper fra gamle dage, det var næsten bedre i krigsmarinen. Vi kom så til Odden langt om længe, kl er nu 1345, log 143,4. Nu begynder kaglet igen, man kan godt høre vi er ved at komme hjemover, den ene ordre snupper den anden, det er sku ikke nemt at være yngst ombord. Topgasten lavede frokost, 4 knive + 4 pilsnere som Ejler og jeg vadede 10km for at få fat i, nå, skulle vi ha' pålæg på kunne vi sku selv finde det lyder det fra John nattepisser i fin tone. Ejler sidder ovre i hjørnet og bestemmer tror han, gør nu det og gør nu det. Det er blevet bestemt at vi skal ud og besøge baren i Bøttiger's sommerhus. Det siges, at vi skal ha' fisk til aften og det bliver jeg jo nok nødt til at lave hvis vi skal opnå at få noget tørt. Alle sidder nu stille, så der må jo ikke være at larme over. Det skal lige siges, at Bøttiger's gummistøvler snart har farvet skibet sort så han har lovet at vaske ned når vi kommer hjem. Nå med det blev ikke til fisk, men en grillkylling á 9kr på cafeteria ved havnen. Da den var indtaget tog vi en taxa ud til Bøttiger's sommerhus, hvor vi fik kaffe emd en lille en til næsen samt en enkelt pilsner. Det skal her lige tilføjes, at vi sad og så fjernsyn og da den forestilling var slut gik vi en tur til færgehavnen, hvor Mette netop var på vej ind. Efter denne så nydelige tur med Ejler som fører med lygten gik vi til køjs.
Fredag. 0700 Ejler hylede udpurringssignalet og et veldækket morgenbord med ristet brød blev serveret. Oprydning og opvask blev hurtigt klaret, hvorefter turen gik ud af kulmulevej. Ved tankstationen skulle der være en taxa, men som damen sagde var det flere år siden han havde kørt. Gud ved hvornår han sidst har været det, men græsplænen bar sit præg af det. Nå det var det med taxaen. Bøttiger prøver 2 numre, den ene kunne ikke og det kunne den anden heller ikke, men det påstås af pålidelig kilde at han ikke havde ringet med stukket pengene i lommen. Der stod vi med alle talenterne, der ud af gik det på flade konvolutter, hold da kæft, 5km bare gå og gå. Nå, Odden Havn blev da hurtigt nået og alle sagde vi tak til overstyrmanden for den behagelige tur. Ned i skuden, starter hjulpiskeren, slipper fortøjningerne og pludselig lå vi på havet igen. Hold da kæft hvor gik det stærkt. John og jeg hev kludene op, mon der vanker et diplom for sejlads i kludeteknik? Klokken var 0918, log 143,4, kurs 89, mål hjem.Der var nu fuld aktivitet om bord. Skipper spuler dæk efter overstyrmandens sorte støvler. Overstyrmanden holder kursen og som sædvanlig hyler manden på øl med tilhørende kransekage. Topgasten, ja hold da fast, han er helt vild, farer fundt omkring sig selv, efter ca ½ time lykkedes det ham at få tilrigget en makreldørre som blev kastet ud, og nu kommer det værste på turen. Han fanger den unte hylemig en makrel, nej hvor han skreg, i skulle lige ha' set ham, helt vild, alle kigger forbavset. Agtergasten fører som vanlig logbog og forholder sig tavs. Det skal lige bemærkes, da makrellen lå i pøsen var klokken 0958, log 145,2, fart 3½ knob. Ja, der er stadig oprydning, men det trænger der vist også til. Jeg vil nu slutte gradsfortællingen.
Resume. Ja Tyskland blev jo ikke nået, men alt i alt en dejlig tur som vi ikke glemmer lige med et samme. Vi siger tak til Ejler, som lagde båd til.
Der er lige blevet hylet fra agterdækket at antallet af makreller sneg sig op på 5. De 4 fik vi til middag tilberedt af agtergasten.
Passeret hagen kl 1315, log 156.
Ankomst Hundested kl 1350, log 157,7.
Ovenstående er gennemlæst af samtlige deltagere og fundet i overensstemmelse med sandheden. Til vitterlighed underskrives af sammensvorne.
Skipper - Ejler, Overstyrmand - Bøttiger, Topgast - John og Agtergast - Viggo.