Så er sæson 2019 formelt skudt i gang

Som altid blev klubbens sæson skudt i gang sidste lørdag i april. I år i flot, sommeragtigt vejr.

Mange af klubbens medlemmer var mødt frem og herligt at se en halv snes af vores juniorer og en række nyere voksen-medlemmer.

I år var det besluttet, at en række af klubbens udvalg havde et lille indlæg, ud over formandens.

Bent Bennedsen fra Juniorudvalget kunne berette om en rigtig flot deltagelse i juniorsejladserne med lige nu 22 tilmeldte juniorer.

Svend Mortensen fra Kajakudvalget fortalte om de mange gode aktiviteter dette udvalg og Kajakskolen har planer om i 2019. Uddannelse af nye kajakroere med afsluttende prøvetagning og flere spændende ture rundt i Danmark og Sverige med kajakkerne.

David Ibsen og Frederik Wedel-Heinen fra Stævneudvalget og Kapsejladsudvalget fortalte om onsdagssejladserne, som starter allerede nu på onsdag, den 1. maj, og hvor de sidste meget gerne må se at få meldt til.

Og så også om det store stævne klubben skal holde som årets første sejlads i Sejlsportsligaen. Det holdes i de 2 weekender, 25.-26. maj for første division, og 1.-2. juni for anden division. De mangler endnu nogle hjælpere til f.eks. at passe de 2 barer i hhv. klubhuset og i det telt, der bliver sat op på den yderste ende af vest-molen.

Formanden, Hans-Kurt Andersen, mindedes den fatale ulykke for nylig, hvor 3 personer omkom lige her i vores farvand. – Her ud over opfordrede Hans-Kurt til at holde en god kontakt til personer i land, om hvor der sejles hen og hvor længe sejlturen forventes at vare. Aftal et fast tidspunkt for kontakt, så man i land kan vide, at alt er OK. – De mange gode tiltag i klubben blev også omtalt, hvorefter man var nået frem til den formelle del: hejsning af klubstanderen til markering af, at sæsonen 2019 er startet.

En af klubbens juniorer, Amalie, hejste sammen med et af klubbens æresmedlemmer, Ejler Borch, klubstanderen, mens vi andre sang Høje Nord under musikalsk ledelse af Palle på skipperorgel. Det var en oplevelse…

Herefter blev de tilstedeværende inviteret på en forfriskning, som i år blev nydt udendørs på terrassen i det fantastiske vejr.

Henrik P

Print Friendly, PDF & Email
Del dette: